tirsdag den 8. december 2009

Portfolio 3

Hvordan ser jeg på medier nu, sammenlignet med starten på modulet?
Jeg tror ikke umiddelbart mit syn på medier har ændret sig siden starten af semestret, jeg er stadig afhængig af min mobil og ville langt hellere undvære både TV og PC, selvom det er meget besværligt at være skoleelev nu til dages uden internet lige ved hånden da alt skal afleveres digitalt og lægges ud på ens respektive blogs man har fået oprettet i løbet af året. Jeg må dog blankt indrømme at det har været både sjovt og lærerigt at prøve kræfter med de forskellige nye medier som vi er blevet introduceret for siden starten i september. Jeg har derudover fået mere mod på at udforske nogle af internettets mange muligheder når det kommer til søgning og sociale aktiviteter, jeg er blandt andet blevet stor fan af Library Thing som jeg aldrig ville have hørt om hvis ikke det var fordi vi fik til opgave at oprette en profil på den pågældende side. Jeg ved ikke om det blot er den skolemæssige nødvendighed der gør at jeg er på nettet næsten hver dag eller om det er fordi jeg er ved at udvikle en vis form for afhængighed af det føromtalte net eller det er fordi jeg har set nogle af mulighederne ved det ud over bare at tjekke min mail og min deviantArt profil som før var det eneste jeg rigtig brugte nettet til. Tv’et er jeg også blevet større fan af men det er vidst bare en blanding af muligheden for at vælge frit mellem 40 kanaler uden nogen brokker sig over hvad jeg ser og så det faktum jeg har brug for at koble af et par timer efter en dag med andre mennesker omkring mig, og det gøres bedst for mig ved at slå hjernen lidt fra og se en amerikansk komedie serie eller jagten på den næste top model eller mesterkok enten på dansk, engelsk, amerikansk, canadisk eller australsk.
Hvordan var min læring på modulet? (egen indsats, udbytte, perspektiver)
Jeg vil starte med at sige jeg var overrasket over faget. Positivt vel at mærke! Jeg havde ikke forventet det vilde men synes dog der har været maget spændende information og det er blevet formidlet på en måde der har gjort det overskueligt og let at forstå i modsætning til hvad jeg frygtede da jeg ikke just vil kalde mig selv specielt teknisk – eller medieret – begavet. Det var meget positivt at jeg rent faktisk forstod hvad der blev talt om på klassen og ikke følte mig specielt gammel, hvis man ser bort fra det faktum at jeg ikke er på Facebook i modsætning til det langt største del af, efterhånden, hele verden. Eller i hvert fald folk under de 30 år. Jeg er af den type der altid har fået at vide jeg skulle sige mere i timerne, men da det endnu ikke er sket må jeg hellere her omtale min indsats som forholdsvist lav da der ikke har været mange afleveringer jeg kan prale med at have lavet. Hvad opmøde angår, har jeg dog rent mel i posen, så at sige, da jeg bortset fra ved sygdom har været til stede, for det meste i rimelig kvik tilstand, grundet det forholdsvist sene tidspunkt timerne var placeret på. Ved at skrive disse opgaver er jeg dog endnu en gang blevet i tvivl om jeg er det rigtige sted da jeg synes det er meget svært at skrive noget uden et bestemt facit til slut, tror ikke helt jeg er filosofisk nok til de svævende og tænksomme udregninger jeg skal finde frem til her, men jeg håber det bliver bedre med tiden. Det er nok også derfor jeg har svært ved at perspektivere, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal perspektivere med, har stadig lidt svært ved at se sammenhængen mellem de tre fag, men måske det kommer om nogen år når jeg har været her noget tid. I tilfælde af jeg skal perspektivere over fagets forløb kan jeg ikke sige så meget andet end at det var hyggeligt og jeg føler jeg har lært lidt nyt om medier.

Portfolio 2b

Bogen
Hovedkilden til dette afsnit er DenStoreDanske.dk, artiklen ’bog’
Omkring år 3000 f.kr blev de første ”bøger” skrevet, det var lertavler prydet med kileskrift. Derefter kom papyrus ruller, bl.a. fra Ægypten, der var påskrevet hieroglyffer. Ca. år 200 f.kr begyndte man at bruge pergament, der er bearbejdet dyrehud. Denne type overtog papyrus’ rolle som den mest benyttede ”papir” form omkring år 0. Omkring dette tidspunkt opstod ligeledes codex-formen af bøger, så de ikke længere skulle læses som rulle, fra den ene side til den anden, men som vi kender bogen i dag med enkelte, vendbare sider hæftet sammen. Ligeledes blev bogen pakket ind med en træplade på hver side, til at beskytte de foldede pergamentsider. Denne form blev dog først den mest almindelige omkring år 900. Omkring år 1100 blev papir fremstillet i dele af syd Europa, men det var først med bogtrykket det blev en succes. I 1400-tallet blev bogtrykkunsten ”genopfundet” af Johann Gutenberg, (født 1398, død 3. februar 1468) man havde tidligere, i 1200-tallet, brugt løse ler-typer i Kina, men det var ikke en stor succes, da de mange tegn gjorde det lettere at kalligrafere i stedet. Det er den gode kvalitet af det gamle papir, der gør at relativt mange bøger fra 15-1600-tallet, er bevaret frem til i dag. Fra midten af 1800-tallet begyndte papirets standart at falde meget, hvilket gør at bøger fra den tid og frem til 1990’erne vil eliminere sig selv med tiden, på grund af den lave pH værdi. I 1990’erne begyndte man at fremstille bøger med ”træfrit” papir, der har en pH værdi over 7,0, hvilket burde gøre det lige så holdbart som det gamle papir fra 1500-tallet. Før 1600-tallet blev bøger solgt uden omslag, så køberens egen bogbinder kunne indbinde dem. Kort herefter blev det dog normalt at bogtrykkeren lavede en indbinding, og senere igen, at det var forlaget der stod for den del af arbejdet. Efter 2. Verdenskrig vandt de billigt fremstillede paperbacks frem og blev den foretrukne indbindingsform af bøger.
Nadia
E-bogen
En e-bog er en bog i elektronisk form, som kan downloades til bl.a. en computer eller e-bogslæser. De første e-bøger blev udgivet i slutningen af 1990’erne hvor der samtidig også blev lanceret forskellige e-bogslæsere. Omkring år 2000 mente mange i bogbranchen at e-bøgerne hurtigt ville komme til at true den trykte bogs eksistensgrundlag, men e-bog brød dog ikke rigtig igennem på det tidspunkt. Dette skyldtes nok at de e-bogslæsere der var på markedet var ret dyre og samtidig ikke var af en tilsvarende god kvalitet. På det sidste har e-bøger lige så stille listet sig ind på markedet igen og denne gang øjensynligt med nogle bedre e-bogslæsere. I øjeblikket er det to konkurrerende giganter der dominerer markedet, henholdsvis amerikanske Amazon med Kindle og japanske Sony med Sony Reader, men rygtet siger, at Apple også vil melde sig på banen inden for den nærmeste fremtid. Der er dog flere medier der kan bruges til at læse e-bøger på end en e-bogslæser. Det mest nærliggende er måske at downloade en e-bog til en almindelig bærbar computer, men det er også muligt at læse en form for e-bøger på en mobiltelefon – de såkaldte mobilromaner. Som navnet antyder, er det dog i øjeblikket mest skønlitteratur, der kan læses på mobilen. Det er stort i Japan, men fænomenet findes ikke i Danmark endnu. Indtil videre er mange af de e-bøger man kan få fat i undervisningsbøger og andet faglitteratur, men det vurderes at der vil komme flere skønlitterære titler på e-bogsmarkedet når der er blevet konstrueret et copyrightsystem der er sikkert nok, for det synes at være en af de væsentligste argumenter, fra forfattere, mod ikke at udgive værker elektronisk, at man er bange for eventuel piratkopiering.
Daniella
Fordele og ulemper ved trykte bøger:
Fordele:
  • Den flotte "indpakning"
  • Det at man kan se at bogen bliver patineret alt efter hvor meget den bliver læst (måske også hvor højt den er elsket?).
  • En bog kan som regel godt tåle at blive tabt (måske lige medmindre det er ned i toilettet eller andre våde eller beskidte steder.)

Ulemper:

  • Når man først har mistet eller ødelagt en af sine bøger så må man ud og købe et nyt eksemplar eller låne bogen på biblioteket – hvilket på folkebiblioteker nogle gange godt kan være ensbetydende med en gammel las.
  • Tyngden: vægten af 350 trykte bøger – lige så mange bøger som der typisk kan ligge på en af de e-bogslæsere der er på markedet lige nu – kan nok gøre de fleste forpustede (medmindre det er pixiebøger).

Fordele og ulemper ved e-bøger:

Fordele:

  • Man kan have flere bøger i tasken på samme tid uden at tasken, nødvendigvis, kommer til at veje et kvart ton.
  • Man kan altid downloade en tekst igen hvis man kommer til at slette den eller hvis man, i værste tilfælde, skulle miste sin e-bogslæser.

Ulemper:

  • en e-bogslæser visualiserer ikke på samme måde hvor mange bøger man har (jeg tror ikke et hjemmebibliotek ville være lige så indbydende hvis der bare var én lille sort e-bogslæser med alle ens bøger i).
  • Har en e-bog forskellige skrifttyper..? (for os der godt kan lide gotisk og anden gammel skrift)
  • E-bogslæsere er stadig ret dyre og hvis man taber en af modellerne, der er på markedet lige nu, på gulvet, så går skærmen næsten i stykker lige med det samme (efter hvad jeg har forstået i hvert fald).
  • det kan være svært for nogle mennesker at læse længere tid på en computerskærm, fordi den "flimrer".

Litteratur:

  1. Den Store Danske Encyklopædi, Skrevet 29-01-09 af PStL. Fundet 24-11-09. http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Bog-_og_biblioteksv%C3%A6sen/Boghistorie_og_bogtryk/bog?highlight=bog
  2. Wikipedia: Gutenberg. This page was last modified on 16 November 2009 at 10:12. Fundet 24-11-2009 http://en.wikipedia.org/wiki/Johannes_Gutenberg
  3. http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Informatik/Software,_programmering,_internet_og_webkommunikation/e-bog?highlight=e-bog, sidst redigeret 19-10-2009, lokaliseret 25-11-2009
  4. http://politiken.dk/kultur/article707133.ece, lokaliseret 25-11-2009
  5. http://www.bibliotekspressen.dk/Bladet/2008/Nr8/10.aspx, lokaliseret 25-11-2009
  6. http://politiken.dk/kultur/boger/article680015.ece, lokaliseret 25-11-2009